Velkommen til Arsukfjorden

 

Status på hjemmesiden nov. 2008

Denne hjemmeside blev grundlagt af undertegnede i samarbejde med Paamiut Kommune og Ivittuut Kommune tilbage i 1998 - 2001. Der har været mange besøg gennem årene og den skaber stadig glæde for både grønlændere som danskere med stærke relationer til området.

I forbindelse med den nye kommunalreform i Grønland er der ikke længere kommunal interesse i Arsukfjordens hjemmeside, men jeg har dog valgt at lade den fortsætte som et historisk og visuelt dokument over området, som det var ved årtusindeskiftet. Der vil stadig være omkring 750 foto at kunne glæde sig over. Der vil dog over tid blive sorteret og fjernet redaktionelt indhold. 
Du kan se Ivittuut Kommunes ny hjemmeside på
http://www.ivittuut.gl

Redaktør
Søren Martinussen
Mobil: 0045 26 19 44 18 stmsuulut@hotmail.com


 

 Arsuk fylder 200 år.

Velkommen - Tikilluarit

Følg med i denne specielle begivenhed fra 2005, hvor vi i anledning af Arsuk’s 200 års jubilæum  tilbyder dig at kunne følge med i  festlighederne dag for dag via tekst og billeder.
Alle foto fra jubilæet kan nu ses her.

Kontakt til webredaktør og bestilling af Video/DVD: stmsuulut@hotmail.com eller tlf. 0045 2619 4418

Oprindelse.

Arsuk betyder på grønlandsk "det elskede sted", eller "den man elsker", og det er formentlig det oprindelige navn for fjorden. Ifølge en beretning fra Hans Egedes sejlads i Sydgrønland i 1723, kaldte de daværende grønlændere stedet for Arsukfjorden. Det nuværende Arsuk eksisterede ikke dengang, det var først i 1805, at udstedet Arsuk oprettedes.

Beliggenhed.

Geografisk er Arsukfjorden placeret i den sydlige del af Vestgrønland, dannende kommunegrænse mellem Ivittuut Kommune og Paamiut Kommune. Med en beliggenhed på 61 grader nordlig bredde (som Bergen) ligger fjorden på grænsen af det subarktiske og det lavarktiske klima.

Hele området er kendt for at være et af de smukkeste steder i Grønland, man kan sige et paradis i dette naturens rige. Geologisk er området uhyre interessant med nogle af de ældste bjergkæder i verden. Fjorden er ca. 40 km. lang og på sine dybeste steder over 600 meter. 

Klima.

Temperaturerne svinger mellem minus 20 grader om vinteren til plus 20-25 grader om sommeren. Der kan dog være stor forskel på vejrliget i Arsuk ved havet og inde fjorden ved Ivittuut og Grønnedal. I vinterhalvåret hjemsøges fjorden af kraftige sydoststorme med vindstød på flere hundrede kilometer i timen, temperaturstigning på 20-25 grader og masser af nedbør i form af regn, indtil sneen atter reetablerer vinterlandskabet.
I sommermånederne kan storisen af og til volde vanskeligheder med besejlingen, resten af året er isfrit. Specielle strømforhold og store dybder er årsagen til, at det kun er i rigtig hårde vintre, at Arsukfjorden fryser til.

 

Arsuk.

Bygden Arsuk med ca. 200 indbyggere ligger ved den nordlige indsejling til Arsukfjorden, helt ude ved havet i læ for nordenvinden ved foden af Arsukfjordens vartegn, det 1418 meter høje Kungnait fjeld. Grønlænderne i Arsuk ernærer sig hovedsagligt ved fangst og beskæftigelse i serviceerhverv. 

Arsuk og Arsuk Ø 1996. © Suulut Foto. 

Ivittuut.

Længere inde i Arsukfjorden ligger Ivittuut, tidligere stavet Ivigtut. Det var her man i mere end 130 år brød Kryolit, indtil minebruddet lukkede i 1987. Ivittuut er et eldorado for folk med interesse for geologi. Der findes omkring hundrede forskellige mineraler i Ivittuut, hvoraf ca. halvdelen er unikke for området.
De sidste grønlandske familier er nu flyttet til Grønnedal, og der er således ikke længere fastboende i Ivigtut mineby. Nogle huse er dog omdannet til moteller  for gæster og turister i sommerhalvåret. 

Ivittuut 1997. © Suulut Foto

Grønnedal.

5 km længere inde i østlig retning ligger Grønnedalen. Det er her Grønlands Kommando er bosiddende. Området huser omkring 150 militærpersoner, som sammen med de øvrige beboere i Ivittuut Kommune udgør en befolkning på knap 200 borgere.

Grønnedal 2000. © Suulut Foto

Naturen.

Plantelivet er grønt og frodigt på grund af de forholdsvis høje temperaturer. Dyrelivet er især præget af fuglene. I tusindvis yngler de ved fuglefjeldet. Det er mest ridder (måge) og lomvier, men derudover findes mange andre land- og havfugle, ligesom havørnen  yngler i fjorden. Af pattedyr findes kun nogle få på land, snehare og polarræv. Ved menneskets hjælp opdrættes får ved Arsuk og i Ivittuut har man sat moskusokser ud i naturen. I havet og fjorden findes forskellige sæler, og vågehvalen er  den mest forekommende hval.


Tilgængelighed.

Turen til Arsukfjorden foregår via Arsuk med skib eller via Grønnedal med helikopter. Området er endnu ikke udviklet til mange turister, men er en spændende destination for de individuelt rejsende.

 

Valmuer i Grønnedal 2000. © Suulut Foto. 

Arktisk valmue med Arsukfjorden og Kungnait Fjeld i baggrunden.