Tirsdag den 5. juli
Denne dag skulle være den store dag i naturen med grill og grønlandsk proviant i Kuunnaatbugten. Skyerne hang noget lavt, da vi sejlede ud tidlig på formiddagen, og i modsætning til dagen før, hvor det forblev gråvejr hele dagen, blev vi denne dag belønnet med solskin op ad dagen. 
Vi startede med at bære al proviant i sikkerhed for højvande, og da alle var blevet transporteret ud  i joller, gik vi ind i dalen for at se om der var held med at finde nogle månesten. Der kom et par enkle meget fine eksemplarer, og det var en deltager fra Åland, der blev udråbt som vinder. Det største bifald og hurraråb gik dog til den finske deltager, som 2 gange, ganske vist på opfordring den ene, lod sig friste af det våde og meget kolde element, samtidig med at der blæste en kold fjordvind.

I takt med at gryder og gril var blevet godt varme brød solen igennem, og vi havde den vidunderligste middag i det åbne landskab. Der var kogt torsk, mange forskellige tørrede fisk, rejer, grillet moskusokse- og hvalbøffer, og så oven i købet traditionel dansk frokost til de kræsne. Folk var vildt imponeret, det kunne ikke have smagt bedre på et hotel, det var et overdådigt måltid i specielle rammer, en unik oplevelse for deltagerne.    


Se billederne fra dagen.